Interesseret i at blive franchisetager?
Er du interesseret i at blive franchisetager, så få her et overblik over alle de koncepter, som vi hos FranchiseMatch samarbejder med.

5 trin til at vælge den rigtige franchiselokation

A-placering, B-placering, C-placering? Hvad er det rette valg? Vi har i det følgende angivet fem ting, du bør have for øje, når du skal forholde dig til placeringen af din forretning.

Lars Gaarde
Lars Gaarde
Partner - GML-HR

Har du truffet den endelige beslutning om, at franchising er den rette vej for dig – og har du nøje udvalgt det koncept, du vil drive?  

Så er det tid til at vælge lokation. 

I indlægget her giver vi vores 5 bedste bud på, hvad du bør undersøge for at vælge en lokation, der giver dig mest værdi for pengene.  

Sådan finder du ud af, om lokationen er den rette – både nu og på sigt 

De følgende tips er baseret på vores mangeårige erfaring med en lang række forskellige franchisetagere og franchisegivere, der har givet os et unikt perspektiv på branchen. 

  • Undersøg lokalplanerne i kommunen, men vær også opmærksom på nabokommunerne. 

I de senere årtier har vi set store indkøbscentre skyde op på bekostning af handlen i bymidten. I løbet af finanskrisen fik boks-butikskoncepterne vind i sejlene – og det har de fortsat. De ligger typisk i klynger i udkanten af byerne.  

Med andre ord flytter kundetrafikken sig i byerne, men også mellem byerne. Også store anlægsarbejder som eksempelvis etablering af Metro og Letbaner medfører, at kundestrømmen ændrer sig.  

Det kan derfor godt betale sig at være opmærksom på disse forhold, da det potentielt kan booste din forretning eller omvendt give dig økonomiske problemer. 

  • Hav ro i maven – og vælg hverken for billigt eller for dyrt

Som udgangspunkt har kæden selv en interesse i at vælge de bedste placeringer til deres franchisetagere, men prisen kan være for høj, hvilket i sidste ende betyder, at du skal sælge og tjene endnu mere for at have råd til huslejen.  

Omvendt kan man også vælge for billigt, hvor prisen så vil være, at kunderne udebliver. Du skal have ro i maven, vælge nøje, og tro på at placeringen er den rette både kort- og langsigtet. 

  • Lær af dine konkurrenter

Hvad gør konkurrenterne? Analyser hvem de nærmeste konkurrenter er, og find ud af om de allerede driver forretninger i byen, eller om de evt. har planer om at etablere sig.  

Det er ikke nødvendigvis en trussel, at konkurrenter kommer tættere på, da flere koncepter driver flere kunder, men omvendt kan det også vise sig at koste kunder – og dermed omsætning. 

  • Undersøg dine kontraktuelle forpligtelser – grundigt

Det kan være forskelligt fra kæde til kæde, hvorvidt man samarbejder direkte med udlejer eller via mægler. Det er vigtigt, at du kender til de kontraktuelle forpligtelser, herunder hvem der indgår aftalen med udlejer, aftalens varighed, huslejestigninger samt øvrige forpligtelser.  

Flere franchisegivere vælger dog at håndtere denne del, og så lade huslejen være en del af den løbende franchiseafgift, som franchisetager betaler til kæden. 

  • Tag franchisegivers ekspansionsplaner i betragtning

En anden vigtig faktor er indsigten i kædens/franchisegivers ekspansionsplaner. Det kan både være en god mulighed for dig, men omvendt også en trussel.  

Dels er etableringen af et landsdækkende forretningsnetværk en vigtig parameter for opbygningen af brandet og kendskabsgraden, men det er også vigtigt i relation til at kunne servicere kunderne i hele landet.  

Derudover giver en vis størrelse selvfølgelig stordriftsfordele, som i sidste ende også kommer dig til gode i form af konkurrencedygtige priser og ikke mindst en god avance, hvilket også kan give dig mulighed for at drive flere forretninger.

Men omvendt kan det også være, at dette ikke er en mulighed, og så kan en ny forretning i området potentielt kannibalisere på din omsætning. 

Fordel i rekrutteringsprocessen 

Brug god tid på de 5 trin. Den samlede viden vil give dig et godt fundament for en stærk rekrutteringssamtale. Dels underbygger denne viden din oprigtige interesse for konceptet – og dels får du en idé om, hvor du kan gøre en forskel.

Samtidig får du listet en række spørgsmål, som du kan få svar på, hvilket igen understreger din oprigtighed og dermed øger dine chancer for at realisere din drøm. 

 

#Alt om franchisetageren  #succes som franchisetager  #Vejen til at blive franchisetager