Du har stadig en chef, franchisetager

At være franchisetager er ikke det samme som at være selvstændig. Som franchisetager har du nogle retningslinjer defineret af franchisegivers koncept, du skal følge. Du har altså stadig en chef, der træffer de ultimative beslutninger.

Hanne Puggaard
Hanne Puggaard
Partner - GML-HR

Når du vælger at blive franchisetager, følger der en masse spændende udfordringer med, og du har langt hen ad vejen mulighed for at agere meget selvstændigt.

Men hvis din ultimative drøm er at have en finger med i alt – selv bestemme farven på logoet, og om der må sælges slik ved kassen – så er en karriere som franchisetager måske ikke dig.

Franchising giver dig netop muligheden for at træde ind i et allerede afprøvet koncept, hvor der er udarbejdet materialer og retningslinjer, som sikrer et stærkt, ensartet koncept.

Ser du styrker ved ovenstående – og ikke begrænsninger – så er franchising den rette karrierevej for dig.

Endelige beslutninger hos franchisegiver – masser af indflydelse hos dig

Det betyder altså, at du fortsat vil have en chef, da franchisegiver ultimativt har det sidste ord ved alle beslutninger vedrørende det overordnede brand.

Når det så er sagt, har du selvfølgelig stadig god mulighed for at komme med input og tage nogle gode, konstruktive diskussioner med franchisegiver, hvor der er rig lejlighed til at komme med forslag og aktiviteter, der understøtter forretningsudvikling i den enkelte organisation. 

Oftest ønsker franchisegiver netop franchisetagere, som er passionerede og iderige og vil være med til at skabe grundlaget for den fremtidige forretning. 

En succesfuld franchiseforretning kræver kontinuerlig udvikling og nytænkning, og her er fordelen, at I er flere til at afprøve nye ideer og koncepter, ligesom I er flere til at udtænke nye måder at udvikle jeres forretning på.

Alt i alt er der en masse muligheder ved franchising, hvis man samtidig ser fordelen i, at der er en franchisegiver og dermed i sidste ende en chef.  

 

 

 

#Alt om franchisetageren  #Franchiseellerselvstændig  #Hvad skal der til?  #Vejen til at blive franchisetager